Sodoma Supplicans: Frans fører sig selv ad absurdum
Frans hævdede, at den [pseudo] velsignelse, han opfandt til dem, der praktiserer homoseksualitet, var en måde at vise "Herrens og Kirkens nærhed" til alle dem, der i "forskellige situationer" [= dødssynd] beder om hjælp til at fortsætte - nogle gange til at begynde - en trosrejse. I virkeligheden viser [pseudo]velsignelsen en nærhed til djævelen og hjælper med at fortsætte en rejse til helvede.
Han fortalte de tilstedeværende, at han ønskede at understrege to ting:
- "Den første er, at disse [pseudo]velsignelser, uden for enhver liturgisk kontekst og form, ikke kræver moralsk perfektion for at blive modtaget." Dette er et stråmandsargument, da ingen velsignelse kræver "moralsk perfektion".
- "Det andet er, at når man spontant henvender sig til et par for at bede om deres velsignelse, velsigner man ikke foreningen, men blot de mennesker, der har fremsat anmodningen sammen." Dette er et argument, der benægter virkeligheden og modsiges af det faktum, at Frans alligevel følte behov for at offentliggøre teksten "Sodomia supplicans".
Frans førte sig selv ad absurdum ved at tilføje, at det, der betyder noget, "ikke er foreningen" ("parret"), men menneskene, "selvfølgelig under hensyntagen til konteksten, følsomhederne, de steder, hvor menneskene bor, og de mest hensigtsmæssige måder at gøre det på."
Det er netop disse mennesker [= uomvendte ægteskabsbrydere og homoseksuelle], deres "kontekst", deres "følsomhed" og deres "steder", der gør det umuligt at "velsigne" dem, fordi de ikke leder efter omvendelse, men efter bekræftelse i deres last.
Billede: © Mazur/catholicnews.org.uk, CC BY-NC-ND, AI-oversættelse
