Schneider: Allerede Pius X var ikke årvågen nok i udnævnelsen af kardinaler
I en samtale med LifeSiteNews.com forklarer han, at den filosofiske og teologiske modernisme, som Pius X fordømte i begyndelsen af det 20. århundrede, "er blevet realiseret med alle dens ødelæggende konsekvenser i Kirkens liv i dag.
Højtstående kirkelige myndigheder fremmer nu denne modernisme gennem forskellige erklæringer og officielle handlinger, siger han: "Et godt eksempel på dette er dokumentet Fiducia supplicans, som tillader [pseudo]velsignelse af utro og sodomitiske par, der lever sammen i en offentlig og objektivt syndig forening".
De "ansvarlige personer ved Den Hellige Stol" [= pave Frans og Tucho] får folk til at tro, at velsignelsen ikke er for forholdet, men for de to personer, der udgør dette konkubinat, "og dermed trodser de logikken, fornærmer fornuften og bedrager hele kirken og verden".
Monsignore Schneider giver et eksempel på den nuværende mentalitet med relativisme, selvmodsigelser, sofismer og mental akrobatik:
"Hvis nogen i kirken i dag forsvarer en traditionel [= katolsk] sandhed i troen og dens fortsatte gyldighed, får han at vide: 'Du har ret! Og hvis en anden i kirken benægter eller relativiserer den samme sandhed, får han at vide: 'Du har også ret!
Og hvis en tredje person så kommer med den logisk korrekte bemærkning: Jeg forstår det ikke: Hvordan kan kirken bekende sandheden og samtidig tillade, at folk ustraffet benægter denne sandhed? Denne person får så dette kyniske svar: 'Du har også ret'".
Monsignore Schneider bemærker, at modernisterne forblev skjulte under Pius X's pontifikat, men derefter langsomt begyndte at dukke op gennem kirkelig personlig politik.
Biskoppen forklarer, at allerede "Pius X ikke altid var årvågen nok i udvælgelsen af kandidater til kardinalembedet".
Blot tre måneder før sin død gjorde Pius X ærkebiskop Giacomo della Chiesa til kardinal. Della Chiesa var discipel af den kendte anti-katolske kardinal Rampolla og var ikke enig i Pius X's politik. Ved Pius X's død blev han valgt til hans efterfølger og tog navnet Benedikt XV.
Under Benedikt XV's pontifikat begyndte den nødvendige omhu og årvågenhed i udvælgelsen af nye biskopper og kardinaler at aftage, skriver Schneider.
Efterfølgende pontifikater banede vejen for situationen ved begyndelsen af Det andet Vatikankoncil, "hvor langt størstedelen af biskopperne allerede var inficeret med ukritiske sympatier for teologisk liberalisme [= relativisme]".
AI-oversættelse
